Hvornår burde man lytte til andre i stedet for sig selv?

Jeg har som I nok har fundet ud af været igennem et vægttab, som mange andre har. Mange igennemgår et vægttab pga. man ikke er tilfreds med sig selv. Hvis en person har været en buttet/lidt stor/tyk/whatever, så tror jeg altid man ser dét som man så dengang. En jeg kender og jeg havde en god snak for nogle dage siden omkring vægttab, om at være tilfreds & sundhed bl.a. Jeg er jo ikke færdig med mit vægttab, jeg vil gerne tabe mig lidt mere. Men vil man næsten ikke altid det? Hvornår er man tilfreds? Bliver man nogensinde det? Det snakkede jeg bl.a. med ham om. Han sagde en masse tankevækkende ting, som satte tanker i gang. Jeg har før fået af vide de ting, men han sagde det virkelig på en tankevækkende måde. Dem som har anoreksi, de synes jo de er tykke eller noget i den stil, men det er jo overhovedet ikke godt eller sundt for kroppen. Folk siger jo man skal være tilfreds, men hvad hvis man ikke selv kan se når det ikke er sundt mere? Mange der vil tabe sig, de vil gerne være tynde. Nogle så tynde at det slet ikke er sundt. Hvis man får af vide man ser godt ud, og man ikke behøver at tabe sig mere (og man faktisk er tynd/normal bygning), men alligevel er man ikke selv tilfreds og man kan ikke selv se at man faktisk er normal størrelse? Burde man gå efter hvad selv synes, selvom man måske er “blind”, eller skulle man lytte til de andre og hvad de synes/mener? Det skal lige siges, jeg ikke har anoreksi. Men pga. mit vægttab snakkede vi om det, at nogle ikke  kan styre det, efter et vægttab. Jeg ved godt det er svært at indse nogle gange, for fx. dem med anoreksi og spiseforstyrelse, osv. Jeg har aldrig selv haft det, så kan selvfølgelig ikke sætte mig 100% ind i det, men jeg ved det kan være svært udfra hvad man hører og ser omkring det. Jeg håber I forstår meningen med dette indlæg, og mine tanker omkring det.

Reklamer

One thought on “Hvornår burde man lytte til andre i stedet for sig selv?

  1. Jeg tror det er svært at stoppe op og lytte til andres stemmer frem for sin egen i sådanne situationer – selvom man måske burde det. For hvis de er gode/ordentlige venner/familie osv. vil de jo altid støtte dig og fortælle dig at du er smuk som du er. Jeg kunne fx. som barn aldrig rigtig tro på hvad min mor sagde til mig, for selvom hun støttede mig lå den sådan lidt i luften at “det skulle hun jo gøre”. Selvfølgelig ville hun sige at jeg var smuk, eller at min tegning var pæn – hvilken mor ville hun ellers være? Men det gjorde det også svært at regne ud, hvornår det virkelig passede, hvornår det var “for at være sød” eller fordi jeg var hendes datter.
    Jeg kan også nemt forstå at mange har svært ved at se hvornår “enough is enough”. Jeg kan da stadig kigge ned af mig selv, og undre mig over hvorfor en kvindes mave bare skal have den der bløde plet, og tænke om det ikke kan trænes væk… selvom en fedtmåling for nyligt har fortalt mig at jeg er så tynd som jeg bør blive.
    Med de to ting sammen kan jeg godt se hvis tingene kan gå galt…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s