Viborg søerne, en søndag morgen.

IMG_4861IMG_4860IMG_4862 (1)IMG_4859Jeg har været en tur i Viborg i weekenden, og gik forbi Viborg søerne en søndag morgen. Jeg kunne simpelthen ikke lade vær med at tage disse billeder. Så smukt og fredfyldt.

Reklamer

Har jeg mistet interessen for træning?

Nogle har måske undret sig over, hvorfor jeg ikke træner lige pt, eller ikke snakker så meget om det. Men der er faktisk en god grund. Jeg må simpelthen ikke træne, og det har jeg ikke måtte i snart 2 måneder nu, og der går stadig nogle måneder endnu, inden jeg må træne. Jeg er blevet opereret i min fod pga. nogle smerter, jeg havde i min fod. Smerter som påvirkede mig, og det endte så ud i en operation. Jeg er blevet opereret for en knyst. Knyste er forskellige, og nogle vokser og det gjorde min desværre. Hvilket betød mine smerter blev værre og værre. Jeg har fået fjernet noget knogle, og fået sat 2 skruer ind i min fod. Så jeg har i længere tid, gået med specialsko og krykker. Nu er der så snart gået 2 måneder, og jeg har nu i en uge, kunne gå i normale sko på begge fødder. Dog er min fod (den jeg er blevet opereret i) ikke helt i orden endnu, og jeg ved desværre ikke hvor længe der går. Det kan varer til et par måneder mere, og helt frem til 1 år. (Fra da jeg blev opereret), til min fod er 100% normal igen. Men! Jeg kan dog godt gå, dog ikke så hurtigt som jeg plejer, fordi jeg ikke kan bøje min fod endnu, så meget som man normalt kan. Håber det kommer med tiden! Men desværre er en af risikoerne ved min operation, at min fod ville blive lidt stiv. Men hvis alt går som det skal (Positive tanker!), så er min plan, at når min fod er mere i orden, og jeg må træne igen. Så udover at tabe mig, så har jeg et mål om at kunne løbe et halv marathon i 2019 eller 2020.

Men ja, grunden til jeg ikke snakker så meget om træning lige pt (I hvert fald ikke på samme måde som før), det er fordi jeg ikke træner lige pt. Jeg går, det jeg nu kan (Hvad min fod kan holde til). Men ting er sikkert: Jeg savner virkelig min træning! Jeg glæder mig til, at jeg må træne igen!

Og jeg vil bare lige sige hurtigt: Jeg skriver ikke dette for at få medlidenhed. Jeg skriver det blot for at fortælle, hvorfor jeg ikke træner lige pt. og nok også derfor jeg ikke snakker så meget omkring træning. Dog snakker jeg stadig om træning, nok fordi jeg savner det af helvedes til og så fordi det stadig er min interesse. Men når man ikke træner, så fokuser man på andre ting, når man ikke må træne. Men jeg ønsker som sagt ikke medlidenhed.

Madklub.


Jeg er med i en madklub, hvilket jeg er glad for. Både fordi jeg godt kan lide fællesskabet omkring det, men også for at spise noget lækkert med sammen med andre. I dag fik vi dette, nemlig asiatisk mad. Det smagte super godt. Vi spiser ikke kun sammen, vi spiller for det meste et spil inden, og snakker. Og så laver vi mad, og så spiser vi selvfølgelig. Synes det er super hyggeligt! 🙂

Tabu; Noget om mig, som næsten ingen har vidst noget om…..

Jeg vil lige starte med at understrege, at det jeg vil skrive om nu, det er IKKE for at få medlidenhed eller blive set som hende staklen. Jeg skriver det her fordi jeg ønsker forståelse for hvorfor jeg er som jeg er, og nogen gange reagerer som jeg gør, og vil oveni bryde det tabu det desværre er. Vil også sige til dem som har været udsat for det samme, at de IKKE er alene og der er mange derude som desværre også har været udsat for det. Mange flere end man regner med, fordi det ikke er alle der siger det højt af flere forskellige grunde. Og ved at fortælle det her, det viser også hvorfor jeg er som jeg er på nogle områder.

Jeg har da jeg var barn, været udsat for seksuel overgreb fra en underviser. Og det burde jo være en jeg kunne stole på. Det har påvirket mig bl.a. ved, at jeg har rigtig svært ved at stole på mennesker, og jeg har svært ved at åbne mig op og lade folk komme tæt på mig. Det har ærlig talt været skide svært.
Igennem mit liv, har jeg været meget lukket omkring det. Der er kun meget få personer der har kendt til det. Indtil jeg på et tidspunkt så ham igen, som voksen. Så fik jeg flashback, og jeg fik det dårligt og det påvirkede mig selvfølgelig og gør stadig ind imellem. Det har så været endt ud i, jeg har fået hjælp efterfølgende. Jeg vælger nu at håndtere det anderledes, som i at være mere åben omkring det. Og for at vise dem som også har været udsat for det, at de ikke er alene. Der er desværre flere end man lige regner med, der er udsat for det. Nogle vælger at tie stille omkring og slet intet sige. Nogle er mere åbne omkring det. Kun få personer, har vidst dette, og nu vælger jeg så at skrive det offentligt. Det er grænseoverskridende, men jeg vil gerne bryde det tabu, og så tror jeg også det hjælper at være mere åben. Og måske endda det kan hjælpe andre, som også været udsat for det. At vide de ikke er alene. Jeg har også nemmere ved at snakke omkring det nu, efter jeg har fået hjælp. Før kunne jeg ikke snakke om det overhovedet, men jeg er blevet stærkere nu.